SUNDHED

 
Det danske sundhedsvæsen er unikt. Dygtige læger og omsorgsfulde sygeplejerske tager hver dag hånd om danskere, som har brug for hjælp. For Danmarksdemokraternes Ungdom er det afgørende, at vi står vagt om dem og resten af det danske sundhedssystem.
Vi skal have verdens bedste og dygtigste sundhedsvæsen, som kan tilbyde borgerne den behandling, de har behov for og krav på. Og det er vigtigt, at der ikke sættes brugerbetaling på sundhedssystemet med den høje skat, som danskerne betaler.
For DDU er det afgørende, at der er lægedækning i hele Danmark – for det må ikke være dit postnummer, der afgør, om du kan få den rette behandling.  Vi må huske, at borgerne i landdistrikterne betaler den samme skatteprocent, som alle andre, hvorfor de også har krav på en ordentlig service. Javist kan vi ikke bygge et supersygehus i Thyborøn, men vi kan sikre en ordentlig læge- og ambulancedækning, hvis vi vil. I forlængelse heraf er det vigtigt at nævne, at Danmarksdemokraternes Ungdom  er fortalere for centraliseringen af de komplekse sundhedsbehandlinger, f.eks. kræftbehandlinger, mens vi med bekymring ser på den ringere lægedækning i vores landdistrikter.
Der skal ske en afbureaukratisering af administrationen i sundhedssystemet. Samarbejdet mellem vores regioner er for dårligt og samspillet mellem regioner og kommuner er så ringe, at det kan få fatale konsekvenser for de borgere, der fanges deri. 
Kort sagt er bureaukratiet alt for stort. Journalsystemerne snakker ikke sammen på tværs af regionerne, almen lægepraksis og diverse speciallægepraksis. Derudover ser vi et sundhedspersonale, der overdynges med bureaukrati frem for at yde den service og omsorg, som de er uddannet til. Derfor ser Danmarksdemokraternes Ungdom det som et samfunds nødvendige indgreb at få hænderne væk fra skrivebordet og ud til borgerne.