SKOLEVALGET 2024
SKOLEVALGET 2024
Vi tror på dig og dine evner til at træffe dine egne frie valg. Vi er et parti, der kæmper for alle danske unge uanset hvor i landet de bor. DDU er for unge, som vi er flest. Vi vil sikre din frihed og en ordentlig velfærd.
MÆRKESAGER
GØR ARBEJDE FOR UNGE UNDER 18 ÅR SKATTEFRIT
Staten kan sagtens klare sig uden at beskatte unges løn. Unge, der har et arbejde, skal selvfølgelig kunne beholde flere af deres egne penge. Vi unge skal have mere økonomisk frihed, som giver os mere frihed i hverdagen til selv at bestemme.
HÅRDERE STRAFFE FOR VOLD & VOLDTÆGT
Straffen for personfarlig kriminalitet skal selvfølgelig sættes op. Bryder man loven så groft ved at begå personfarlig kriminalitet, voldtægt eller mord, så skal man selvfølgelig mærke lovens lange arm. Staten skal ALTID være på ofrenes side og ikke på gerningsmanden!
GIV 16 ÅRIGE RET TIL AT
KØRE BIL ALENE
Den offentlige transport er mange steder direkte upålidelig og flere steder fuldstændig fraværende. De unge skal have friheden til at kunne komme til skole, arbejde og være sammen med vennerne uden det betyder at deres forældre skal køre dem.
FRIHED
Vi skal have mere frihed - ikke mindre. Staten er ikke din mor, der skal bestemme over, hvad du må og ikke må. Du kan godt selv! Vi skal af med den unødvendige statslige kontrol.
Vi skal beskytte vores ytringsfrihed, religionsfrihed, politiske uafhængighed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.
Staten skal ikke lave lovgivning, som krænker vores frihedsrettigheder for at tilfredsstille de krænkelsesparate. Dine frihedsrettigheder bør og skal være ukrænkelige.
KLIMA
JA til grøn omstilling, udvikling og innovation - NEJ til socialistisk symbolpolitik og meningsløse CO2-afgifter. Vi skal fremme den grønne dagsorden, uden at det medfører, at vi ødelægger dansk erhvervsliv.
Vi har brug for en borgerlig gulerod - fremfor en socialistisk afgiftspisk. Vi skal hjælpe de danske virksomheder med at omstille sig til en mere bæredygtig produktion. Det kræver udvikling, innovation og omtanke at gøre Danmark til et mere grønt og bæredygtigt land. Det kræver ikke flere afgifter, der vil finansiere en stigende offentlig sektor.