Af: Marcu Juul Grønbæk
Regeringen er tilsyneladende totalt ligeglad med, at et helt lokalsamfund er utrygt ved udrejsecentret.
Før folketingsvalget i 2019 lovede Mette Frederiksen danskerne, at der uanset hvad ville komme et nyt udrejsecenter. Fire år er der gået, og stadig er der intet sket. Kriminaliteten er stadig i fremgang på Kærshovedgård, og borgerne i området føler en større og større utryghed.
I månederne op til valget i 2022, før Venstre kom i regering med Socialdemokratiet, var partiet ude med riven og kritiserede Mette Frederiksen for ikke at gøre noget ved problemerne på Kærshovedgård. Kritikken klinger ualmindeligt meget hult, i og med at begge partier nu sidder i en flertalsregering, hvilket giver dem alle muligheder for at gøre noget ved problemerne. Men nej – de sidder på deres hænder og har derfor aktivt valgt ikke at få styr på Kærshovedgård.
Det er, som om SVM-regeringen ikke tager problemet seriøst. Naboerne og lokalsamfundet føler sig enormt utrygge, fordi regeringen tillader dybt kriminelle folk at rende rundt i området og lave ny kriminalitet.
Utrygheden i hverdagen fik en af naboerne til Kærshovedgård efter en skudepisode i november inde på udrejsecenteret til at tage beslutningen om at flytte fra området. Naboen har ellers investeret i overvågningskameraer og en vagthund for at føle en lille tryghed i hverdagen. Det er mig en stor gåde, at regeringen ikke gør noget ved problemet. Vi kan kun konstatere, at regeringen ikke anser problemerne på Kærshovedgård som noget, der skal gøres noget ved her og nu.
Hos os i Danmarksdemokraternes Ungdom er vi ikke i tvivl:
Der skal oprettes et tredje udrejsecenter uden for de danske grænser. Det vil gøre, at der ikke er et helt lokalsamfund, som skal føle sig utrygt.